Flynderupgård

Flynderupgårdmuseet

Frilandskulturcentret Flynderupgård blev oprettet i 1994 i tilknytning til det eksisterende Flynderupgård Museum. Samtidig blev Venneforeningen oprettet.

Formålet med at oprette et frilandskulturcenter var – på en levende og aktiv måde – at give indsigt i, hvordan mennesker gennem tiden har levet og brugt lokalområdet, og dermed vise, at vor tids adfærd også har betydning for det landskab vi efterlader til vore efterkommere.

Flynderupgård danner med sine gamle, smukke landbrugsbygninger rammen om en landbrugsbedrift, der tager udgangspunkt i det danske landskab anno 1920-30. Jordtilliggendet er på ca. 10 tdr. land, der fortrinsvis drives i overensstemmelse med forbilledet fra 1920-30’erne. Det gælder både i valget af afgrøder, dyrkningsmetoder, og dyrehold.

Gården har en kvægbesætning af gammel rød dansk malkerace, svinebesætning af dansk landrace, jydske heste og i hønsegården er der hvide italienere.
Spisehuset Folkestuen serverer god, gammeldags dansk mad.

Der er åbent for publikum alle dage fra 12-16 undtagen mandag, hvor både museum og spisehus holder lukket. Der kan også være lukket for almindelig servering på dage med særlige arrangementer. Det gælder fx Grundlovsdag og Høstfest, hvor der serveres enten håndmadder eller varm mad i gården eller i laden. Så vidt det er muligt benyttes kun råvarer fra gårdens egen produktion, ikke mindst fra den store køkkenhave og der er gode gammeldags middagsretter på menuen hver dag. Og selvfølgelig hjemmebagt kringle til kaffen.

Flynderupgård Museet i Espergærde hører under Helsingør Kommunes Museer. Flynderupgård ligger smukt mellem Egebæksvang Skov og de dyrkede marker. Det ligner en lille herregård med sin fine karakteristiske hovedbygning og den store imponerende rødmalede trælade.

Men man skal ikke tage fejl, gården har siden begyndelsen af 1800-årene været lystgård, ejet af byfolk.

I hovedbygningen er der permanente udstillinger, f.eks. en gammel købmandsbutik og en nordsjællandsk bondestue. Derudover er der skiftende særudstillinger. Omkring hovedbygningen ligger en meget smuk have, der er genskabt som den så ud i 1920’erne. I tilknytning til haven er der en skulptursti med værker af stenhuggeren Karl Otto Johansen.

I sidelængen fortæller en spændende udstilling om Øresundsfiskeriet og en stue viser, hvordan en fiskerfamilie boede i begyndelsen af 1800-årene.